en stille aften.

[angel]

Angel smilede lumsk for sig selv hmm et svagt punkt? hun virkede opsat på at få ham til at lave noget andet end bare at stå der og måle og virke totalt ligeglad med hvad hun sagde eller for den sags skyld gjorde, men nu lod det til at hun havde ramt et ømt punkt også selv om at han gjorde alt for at skjule det, hun henvendite sig igen til ham, med en overlegen stemme Det har jeg skam heller ikke sagt hendes lumske smil var som klistret på for det havde ikke den helt store grund til at forsvinde lige foreløbigt..

[Isaac]

han malede de sidste stjerner, og gik lidt væk igen, " godt, " han tog glasset op i sin venstre hånd og fjernede det meste af farven fra penselen, " de finder måske ikke havet smukt? " Isaac havde på en måde accepteret at hun nok ville blive der et godt stykke tid, men lod sig ikke gå på af det, han så ud over havet et par måger fløg gennem natten langt ude, han stillede sig tæt på maleriet igen og blandede en ny farve.

[angel]

Angel kigger nysgerrigt på ham og basvarer så hans spørgsmål med en klap så koldt stemme som hun ellers ville havde haft og korigerede ham så ikke smukt, men mystisk og interessant hun fjernede sit blik fra ham og kiggede nu ud mod det dunkle hav og dens gys, hun smilede lumsk og rettede så igen sit blik mod ham maler du kun havet? hun lød næsten lidenskabelig da hun spurgte ham om dette, vilket næsten aldrig hørtes fra hende og da sletter ikke når det kom fra hendes mørke hjerte..

[Isaac]

" nej, " svarede han,mens han stadig havde blikket på maleriet, han lagde penselen fra sig og gik nogle få skridt væk igen, " men havet er smukt så derfor malede jeg havet idag, men man kan ikke bruge et liv på at male havet, " han vendte sig mod hende for første gang i et godt stykke tid, og vurderede hende som om det var første gange han så hende.

[angel]

Kira smilede ja det har du vel ret i hun tog en tot af sit hår og glattede den fint ud, hvorefter hun så igen rettede sin opmærksomhed mod ham og så at han nu for færste gang i meget lang tid stod og kiggede på hende Nå så fik jeg endelig din opmærksomhed hun kiggede indgående på ham, med sine knap så kolde øjne og iagtegende blik *nu har han da åbnet sig selv lidt op og virker ikke så gnaven og forfinet mere* hun smilte venligt til ham for at gemme sine tanker bag det..

[Isaac]

han gengælde smilet, en smule nedladene " hmm, det gjorde de vel, men malingen skal også tørre inden jeg kan fortsætte, " han kastede et blik på lærredet, og fik så blikket tilbage, til Angela. han åbende munden og talte med sin glatte stemme, " de spurgte til hvad jeg lavede, men hvad laver de selv her på sådan en nat som denne?, " han stod rankt, og så afventende på hende med sine gule øjne.

[angel]

Angel smilede nedladende til ham og sagde så med en stemme der mere lød somom at den var til hende selv ja selvfølgelig, jeg interesserer dig jo ikke hun kiggede koldt på ham og besvarede sp hans spørgsmål med en kold og gådefuld stemme jeg nyder skam bare nattens mystik her nede ved stranden hun ville ikke komme ind på hvad hun egentligt lavede her, da hun ikke mente at det ragede ham overhovedet..

[Isaac]

han ignorerede hendes første kommentar, med et lille fnys. og kiggede igen over mod sit maleri, som han stod lidt og lod sig betage af, men kom hurtigt til sig selv, " ja nattens mystik, " der lød næsten et suk fra ham, men han lagde ikke selv mærke til hvordan hun end reagerede, men kiggede isedet ud over havet igen.

[angel]

Angel kiggede på den fornærmede fyr og smilte så muntert og kiggede også ud mod havets mystik og gys, nogle måger fløg rundt og søgte efter føde og måske et sted at tilbringe natten, et skib sejlede i det fjerne og stjernerne prægede yndigt himlen som et tæppe har du aldrig overvejet at male skovben og dens gys og tåge? hun havde stædigvæk sit blik stift rettet mod havet..

[Isaac]

Isaac så skibet der ude og fuldte det med blikket, han vendte sig ikke da han svarede
" hmm jeg har malet skove, skoven er mystisk, og man ved ikke hvad der gemmer sig der, ligesom havet, de er begge farlige, og hemligheds fulde, " han talte nu med en lidenskab i stemmen, han glemte næsten Angela, mens han talte, men lod sig ikke mærke af noget, og så bare ud over det mægtige vand.

[angel]

Angel nikkede kort og virkede helt fraværende da hun forestillede sig en stor mørk skov med tåge og hylende ulve i baggrunden, hun forestilelde sig en kvinde skræmt fra vid og sans og med et åndedrat der fortalte at hun havde løbet i meget lang tid nu, kvinden forsvinder fra billedet og et skingert skrig høres. Et lumsk smil dukker frem fra hendes læber og hun besvarer ham med en gådefuld og mystisk stemme ja det har du ret i, hun fjernede sit blik fra skibet og så nu iagtagende på ham..

[Isaac]

han så ud mod havet og svarede hende, med en ligegyldig stemme, " selvfølgelig har jeg ret," igen lød det som et lille suk der kom fra ham, mens han så ud over havet, han vendte sig igen mod hende, hun så på ham, men han viste ikke noget tegn på nogen reaktion over det, " jeg må hellere se om mit maleri er klar til sidste fase, " og stillede sig ved billedet og tog en pensel op.

[angel]

Angel kiggede nu ligegyldigt på ham hvorfor er det en selvfølge? hendes kolde øjne var rettede mod ham og hans billede, hun vidste efterhånden ikke hvad hun skulle sige mere, emn hun vidste ikke hvad hun ellers skulle lave så hun blev bare siddende og kiggede koldt på ham, uden at reagerer det helt store på at han nu igen ikke gad at kigge på hende eller skænke bare den mindste opmærksomhed..

[Isaac]

han tog penselen og sænkede den ned i noget farve, han stod først lidt og bare vurderede sine valg af farver, nuancerne i billedet, og lod så penselen, ligså forsiktigt, ramme lærredet " hmm, " han rejste sig op og vendte sig mod hende, han havde stadig penslen i hånden, der var ganske lidt maling på. " det er mit ord, " han så på hende et lille stykke tid viste ingen tegn på vrede over hendes kolde ydre, og vendte sig igen om for at male videre.

[angel]

Angel kiggede uforstående på ham dit ord? hun nåede kun lige at sige dette da hun fyk en af sine forbandede syner, blod dukkede op i hendes syn, blod over det hele, skrigende folk og sorgede ansigter nej nej stop hun tog sit til hovedet som nu var forpint og ængsteligt stop det sidste ord skreg hjun så det kunne høres poå alng afstand, blod dryppede fra hendes øjne og ned at hendes kinder..