En by af minder..

[angel]

En mørk silhuette svæver mysteriøst gennem gaderne i den forladte by. Hun har en stor sort kappe på, med en hat der dækker hendes røde øjne der altid er på vagt. Hun drejer om et hjørne og står nu midt i byen og har alle lives veje der er spredt i alle vindens retninger, et lumsk smil dukker frem da hun pludselig ser nogen i det fjerne. Hendes mærke hår bæres kort af vinden og falder så roligt tilbage til hendes velformnede ansigt, hun åbner kort munden og en høj og tydelig stemme komme ud det er længe siden hun tænker tilbage til den første gang de så hinanden. det havde været en start på et nyt liv, et liv med smerter og sorg, det var der hun havde fået sine syner og nu var blevet det nye orakel..

[Alexandra Naomi]

Alex går nynnene for sig selv på vejen. Faktisk når man ser ned, er der ingen vej og ingen sti, dog ser det ud til at Alex går efter en linje ingen andre kan se. Alex nøs pludselig og så sig omkring, og lagde med det samme mærke til Månevinge og en ny kvinde. Og smilte sageligt. Alex åbnede munden, men lukkede den igen. Hun var en stum stemme uden aldrig blevet spurgt. suk Alex gik videre, på lydløse bare fødder og hendes røe hår bølgede i en pludselig vind, mens hendes røde og sorte kjole raslede blidt om anklerne på hende. Den eneste lyd Alex afgav var hendes egen vejrtrækning, som blev hurtigere og hurtigere som om hun arbejdede hårdt

[Skaberen]

Månevinge var væk i sine egne tanker og tænkte ikke så meget på sin dødelige krop, som sad med krydsede ben på græsset under den store eng. Månes ellers så blå øjne var lukkede og hendes brune hår bemærkede ikke vinden som kom i stød mod Måne. Månes smil var blevet forvandlet til en stum mine mens hendes kinder var højrøde som i feber. Måne stønnede sagte, uden ord og lod hoved falde forover for støtte

[Alexandra Naomi]

Alex stoppede op og hendes blå øjne gled over på Måne mens hendes smil blev længere. Det var lang tid siden hun havde set hende, meget lang tid siden. Dengang havde Måne været en lille pige, dog så hun ikke en dag ældre ud end før. Alex så nærmere på Måne, mens hun gik nogle skridt nærmere. Måne er måne stadig.. hun er ikke varulv, heller vampyr.. dog ældes hun ikke.. Alex mærkede den gamle frygt samle sig i hendes hjerte, men skubbede den hurtig væk. Alex satte sig på knæ foran Måne for at vente på hun vågnede, hun havde oplevet nok smerte sidste gang hun vækkede Måne i sådan en stilling, ville hun ikke opleve igen

[angel]

Da måne ikke afgav noget komentar til hende, eller bare kigge på hende, dukkede der en nysgerrig rynke frem på hendes pande, for nu hvor ANgel kom nærmere kunne hun se at Måne faktisk ikke så ud til at have det så godt. Et lumsk smil bredte sig på NAgels læber da hunn nærmede sig pigerne, den ene kendte hun vidst ikke, men måne kendte hun udemærket godt og der var lige et par spørgsmål hun gerne vill have svar på. Da Angel kom helt hen til dem havde hun stædigvæk det lumske smil på sinbe læber, men hun hilste dog venligt hey, er der noget galt hendes stemme var gådefuld og med tegn på eftertanke..

[Skaberen]

Måne blev hævet væk fra det sted hun var og trukket mod sit legeme igen, men kæmpede dog imod så hendes hoved rejste sig igen og virede rundt efter et standpunkt. Månes pande havde nu en dyb rynke som vidste noget andet end bekymring, mens Månes øjne flakkede uden at se da hun endelig åbnede øjne.
hva...
Månes stemme var som langt væk fra og lydens ord var ikke bestemt til nogle eller noget, men kun ens betydning med at hun intet vidste

[Alexandra Naomi]

Alex vendte sig ikke om men holdt stadig blikket mod Måne, uden bekymring da hun vidste Månes styrke. Men da Måne begyndte at opføre sig anderledes, smulrede hende tro på Måne og hun blev bekymret, som viste sig i den samme slags rynke i panden hos hende, som Måne.
jeg ved det virkelig ikke...
Svarede Alex på Angels spørgsmål, da hun var en Stemme, skulle man altid svare sandt. Dog ville en løgn være godt i dette tidspunkt. Endelig vendte Alex hendes hoved og så op på Angel med nu dybblå øjne, nysgerrighed

[angel]

Angel smilte lumsk da Måne endelig vågnede op og da hun begyndte at vride sig bredte smilet sig og hendes skarpe hjørnetænder dukkede frem, Angel havde ikke just et ry for at være den omsorgsfulde type eller for den sags skyld bare at vise nogen følsomme søleleser og det havde hun heller ikke tænkt sig denne gang. Måne var skyld i at hun nu gik rundt og fik de forfærteligste syner, så dette var blot et syn for guder og det kunne tydeligt ses...

[Skaberen]

Måne fandt endelig virkelighedens spor til lyset og endelig kunne hendes øjne se.. Alex. Tror aldrig Måne har været så forbavset i hele sit liv, men hendes ansigt viste det tydeligt som aldrig før, mens hendes ansigt kæmpede med et smil eller vrede. Det blev til en grimasse.
Alexandra Naomi..
En tilgengivelse af hvem denne person af, uden frygt eller ydmygehed. Kun Månes øjne gav hendes følelser frit spil som hendes ansigt ikke kunne udtrykke, glæde og vrede..

[Alexandra Naomi]

Alexandra var ikke specielt overrasket af Månes overraskelse, hun havde jo såret hende meget. Men alligevel var der en fantasie af et gensyn med glæde og latter, ødelagt som glaskår i hendes hjerte, dog gengav hun intet i hendes ansigt som forblev en maske af undren over Måne.
Månevinge Skygge
Tilgengav Alex tilbage til Måne med en fjern stemme, som dengang de først mødten. Alex rystede på hoved som en refleks får at få hendes minder væk, inden de stak for dybt. Alex rejste sig op og løftede et øjenbryn mod Angel, får at modtage hendes navn også.

[angel]

Angel kigger bare kort på dem begge og er efterhånden ved at kede sig over denne gensyn, så da hun svare er hendes stemme kold og ligegyldig Angel Alekssandra hendes øjne viler ikke mere på dem, men søger allerede efter noget spændende, hvilket ikke er til at se i denne øde landsby, hun sukker kort og retter igen sit kolde blik mod dem..

[Skaberen]

Måne havde ikke så meget at tilføje til Angel, da hun kendte hende i forvejen, til fulde.
hovedpine..
Spurgte Måne spotsk da hun kendte Angels ironi alt for godt. Måne tog sig sammen og rejste sig træt fra jorden, hendes ben sov og snoede sig under hende som myrre følte hun, mens hun kæmpede sig på benende.
nogle gode syner..
Blev Måne ved med at tirre hende, måske fik Angel endnu et syn hvis hun rørte med Måne. Måne havde prøvet det et par gange, kunne være sjovt når det endelig gik ud over andre end Måne for en gangs skyld

[angel]

Angels øjne havde været rundt på opdagelse, men da Måne kom med hendes drillende vitser, blev de straks rettet mod hende. Angels øjne var kolde som is og ville sikkert havde fået ethvert menneske til at stivne af skræk. Hun haddede når folk tirrede hende og især hvis komentarerne kom fra en så åndsvag pige som måne. Angel viste sjældent følelser, og hvis man kendte hende gdt nok, ville man vide at jo koldere og følelsesløse hendes øjne virkede, jo mere følte hun, men for uvidende personer skulle man bare tro at hun var den traditionelle vampyr der overhovedet ikke vidste følelser og i dette tilfælde irritation..

[Alexandra Naomi]

Alex så fra den ene til den anden og forstod komplet ingenting, kunne dog føle hadet fra Angel som en flodbølge. Alex sukkede træt, rejste sig og ventede lidt til hun snakkede.
hyggeligt at møde dig-..
Svarede Alex Angel som for at bringe emnet et andet sted hen

[Skaberen]

Måne trak på skuldrene, denne gang i godt humør da hun elskede at se det gå ud over andre end hende selv.
ens stemme kan altid løbe af med en.. mens ens syner altid vil være der.. prikkende, tirrende og irriterende...
Måne smilte lumsk og gned sit håndled da hun huskede Elinas tænder fra sidste gang. Så mange som elskede at bide hende suk
men der er jo nogle som kan stoppe ders træng.. rød har aldrig været min ynglish farve alligevel..
Måne smilte muntert