Stormens skrig

[Skaberen]

Måne smilte tilfreds.
sandsynligheden kan man aldrig regne med, for hvis du kender til sandsynligheder så burde du også vide at mennesket sandsynlighed for at overleve på denne verden, sådan som vi gør, er 1 ud af to 10.. Men derfor er det muligt og vi lever stadig..
Måne tog hånden til sig og kiggede ned på den, som havde hun aldrig set den før.
Hvorfor er vi her, hvorfor findes vi?
Mumlede Måne til sig selv, løftede pludselig hoved og et lyn flækkede igen himlen og ramte igen den samme plet på marken.
det samme lyn kan findes, for sandsynligheden er at det ikke kan udelukkes... Lynet kan sagtens være det samme, som er partikler der samles, sender til luften, daler igen og så samles igen. Lynet er hurtig som aldrig før og vi kan aldrig følge det... hvordan kan det så ikke være hvor som helst på få sekunder..
Måne smilte træt og gabte bag hendes hånd for så at se mod himlen igen

[Athena Lotus Kassandra]

Thea stod og kiggede på Måne "men hvor vil du hen med alt det her??" siger hun så spørgene for pludselig at ændre samtale emne

[wylfenstain]

bahamut ser træt på hende intet af det der lige var sket forstod han han lignede et stort nul i hovedet ''hvad'' han ser lidt på måne ''øhm hvad så med mig er det også 4 der gælder eller hvad''

[Isaac]

Isaac stod også og kiggede på Måne, med rynkede øjenbryn, han stod og overvejede hvad hun mente med det hele, hvordan hun var blevet som hun var, han overvejede lidt om det var en sindsyge der havde ramt pigen, men det hun sagde, det lød ikke helt som en galning, det var meget filosofiske ord hun sagde. Han vente sig mod bahamut som talte, men sagde intet.

[Skaberen]

Måne løfter et øjenbryn af dem alle samme og sukker træt.
jeg prøver bare at forkare jer at ting som i måske tror ikke findes, findes og vil besøge denne verden...snart..
Et lyn ramte denne gang ikke pletten, men Måne som undslap et lille skrig og forsvandt.

((skal gå... vi ses imorgen...))

[Athena Lotus Kassandra]

Thea ser på pletten hvor Måne lige havde stået og så på halvmånen, og forlod så stedet igen

//out