Tåben

[Alistair]

Alistair sad med ryggen mod muren, og nød varmen fra stenene. Aftenens stråler havde gemt sig bag bakkekarmen, men de havde brugt de sidste timer på at bade stenene bag Alistairs ryg i varmt lys. Så de var stadig godt lune. Alistair brummede tilfreds og foldede så hænderne bag nakken, han skulle snart til at i omdrejninger, men han kunne godt bruge et par minutter mere ved muren. Den svage vind fangede en flig af hans omfangsrige robe og lod den blafre i takt til at hans vilde sorte hår, for en stund. Dog stoppede Alistair dette ved svagt at mumle noget og dreje hånden, så vinden lagde sig, lige nu søgte han klarsind og ro.

[angel]

Angels lette og lydløse føder trasker roligt gennem gaderne som en skygge af hvad der virkeligt var der. Et lumsk smil præger hendes læber og hendes mærke jakke sidder som skræder syet på hende.
Hun drejer om et hjørne og et til for så til sidst at se at der er en fyr længere fremme, hun stopper kort op for lige at undersøge ham, sukker dybt og fortsætter så imod ham uden at vise et eneste tegn på at ville stoppe op ved ham, hvis ikke han i sidste øjeblik gør noget der måske ville interessere hende og få ehdne til at bliv og snakke..

[Alistair]

Alistair kastede et hurtigt blik i retningen af hans ”selskab” noget ved måden hun gik på og den holdning, kunne kun betyde en ting. Kun få skabninger opførte sig som verdenen tilhørte dem. De første af disse var mennesker med meget magt, disse fandt man dog aldrig alene. De næste var vampyrer der følte sig sikre. Så var det vel bare et spørgsmål om at få afklaret hendes troskab. Alistair rørte svagt på sig, han faldt en smule mere sammen, og så således en del mere ynkelig ud end før. Herefter foldede han roben om hans arm og rakte denne frem, mod kvinden ”Jeg tænkte om fruen havde en almisse til en fattig mand?” spurgte han så med hæs stemme.

[angel]

Angel stoppede tavst op og kiggede ned mod den ynkelige fyr der lå for hendes føder med en tiggende hånd rakt mod hende.
Normalt ville hun nok bare kigge kold på ham og så tømme ham for blod, men hun havde kun lige tilfredsstillet sin hunger og kigede derfor kun koldt ned på ham uden at gøre den mindste mine til at ville give ham nogle penge eller for den sags skyld bare noget af værdi...

[Alistair]

Alistair lod sit blik vandre op af kvinden. Hvor han lod det hvile ved hendes kolde øjne og forsatte så op, så over hende og himlede med øjnene. Hvorefter han lo med sin raspende stemme. ”Ja, ja du havde jo ikke haft råd til sådan en jakke, hvis du blot gav penge væk til hvem som helst” gnækkede han, og trak sin robe tættere sammen om sig selv, han sad med den på en sådan måde at det nærmest virkede som et tæppe mere end en klædnings genstand. Alistair så op fra sin kludebunke igen ”Hvis du ikke vil give mig noget, må jeg vel gøre mig fortjent til det” Mumlede han, ”Noget for noget, jeg spår dig din fremtid, og du giver mig det jeg ønsker.”

[angel]

Angels blik er fortsat batre koldt og da hun så for første gang siger noget er den næsten snerrende jeg har fået nok af fremtiden hu står først bare og stirre kopldt men sætter sig så alligevel ned på en sten overfor ham så fortæl hun ved ikke hvorfor men sådan er det bare..

[Alistair]

Alistair så på hende med et smil, der fik det til at virke som om han vidste mere om kvinden end hun vidste om sig selv. Hånden han før havde brugt til at tigge med hævede han nu som en formanende finger. ”Men alligevel kan du ikke holde dig fra den?” hans toneleje afslørede at det egentlig var en konstatering og ikke et spørgsmål. ”Tiden er vidunderlig og dragende” tilføjede han så en smule mere distræt, næsten drømmende til sig selv. ”Men nok om mit ævl” brummede Alistair og trak med en stærk finger en streg i jorden foran sig selv. ”Du søger…du søger noget i dit liv, du føler at der er noget der mangler, dette har altid manglet siden en stor hændelse” Sagde Alistair så med lav stemme, imens hans finger forsatte med at trække mønstre op i jorden foran ham. Alistair holdt den anden hånd op ”jeg må skuffe dig, du finder ikke svar lige med det samme. Dog ser jeg noget, en nogen, en fremmed af betydning der snart vil passere din vej.” Alistair løftede fingeren fra jorden og justerede sin robe. For derefter igen at genoptage produktionen af sine kruseduller. ”Dette møde er en korsvej, kun dine handlinger afgøre om mødet vil blive til det bedre for dig, eller om det betyder din undergang…træd varsomt” sluttede han af med, og lod så sin håndfalde være et par få centimeter over jorden.

((Troldmænd og andre Magi kyndige, kan sende mig en PM for at få at vide hvad tegnene er beregnet til))

[angel]

Angel kiggede nysgerrigt ned på tegningerne og fattede verken hovede eller hale.
Hendes kolde blik vandrede igen koldt hen mod fyren og nikkede så kort for at vise at hun forstod det, men hun var i trivl, i tvivl om det hun forstod virkeligt var det rigtige, eller om hun havde foprsdtået det hele forkert så hun kunne ikke lade være med at spørge hvad betyder de tegninger? o9g hvad specifikt er det egentligt jeg søger? hun var i tvivl, meget i tvivl..

[Alistair]

Alistair trak lidt på smilebåndet over hendes reaktion, han kunne stadig! Han gjorde en ”mystisk” bevægelse med hånden og foldede så sine hænder i skødet. Dog blev hans udtryk en del mere interessant da kvinden stillede sit spørgsmål. Hun var ikke helt tabt bag en vogn, og heller ikke så selv optaget som man kunne blive forledt til at tro. Alistair bøgede sig lidt frem som var han selv i tvivl om hvad han havde tegnet ”Tja…de betyder vel kun det man lader dem betyde, altså afhænger det af hvor man befinder sig i forhold til sig selv” Svarede Alistair, og så, så op på kvinden med sine mørke øjne. Hvem var det nu hun var…han kunne ikke genkende hende på tøjet eller udseendet han måtte have et navn eller noget andet personligt. Alistair trak på skuldrene ”så må jeg vel gå til bekendelse, Jeg er ligeså meget spåmand som du er spåkvinde, og jeg ved derfor kun det der bliver mig vist.”

[angel]

Angels øjne forblevbare kolde da han ikke kunne fortælle hende noget overhovedet, tænkte hun det ikke nok, her sad hun foran en vildt fremmede og havde i få sekunder håvbet på at han ville giove hende nogle svar, men selvfølgelig kunne han ikke det, hun måtte selv finde ud af det hele.
Hendes kolde øjne kiggede ned mod mønstrene, som stædigvæk ikke gav mening, men kiggede så igen op på ham uden af vise nogen følelser overhovedet.
En kold vind tog til og vivlede hendes mørke hår lidt rundt, for så til sidst igen at ligge roligt ned af hendes ansigt der ingen følelser eller forbventning viste, hun hadede at stå der i uvished..