|
Post by Shade on Sept 18, 2006 14:08:20 GMT 1
Rakkel kom travende inde mod kanten af vandfaldet. her var det som om at en masse stemmer hviskede ord men de var uforståelige. hun spejlede sig en den brusende vælv der aldrig ville ende.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 14:17:12 GMT 1
Måne mærker kulden komme nærmere og mærker sin krop forsvinde mere og mere ind i isflager som kommer når man går gennem livet til døden. Den evige kulde og fortvivelse som findes der. Måne bider sig i læben og lukker øjne, men træder så igennem en slags usynlig mur og ånder lettet op da hun står et skridt fra floden. "Jay...?" Spørg Måne ud i luften og holder en hånd mod muren af flimmer som betegner de levendes verden. "Træd et skridt frem og føl efter min hånd, så får jeg dig igennem..." Smiler Måne træt og venter på Jay tager mod til sig
|
|
jay
Tjener
Pendragon
Posts: 281
|
Post by jay on Sept 18, 2006 14:22:24 GMT 1
Jay kigger mod noget underligt flimmer og står helt forvirret og undrer sig over hvor det kom fra. han hørte månes stemme. han syntes hun lød venlig og tog prøvende et skridt fremad ind i muren som måne havde sagt. *gad vide hvad det her er for noget?* han var ved at fortryde det da han mærkede noget kulde men vidste at det var for sent nu så han søgte efter hendes hånd som hun havde sagt
|
|
|
Post by Shade on Sept 18, 2006 14:30:34 GMT 1
hun spendte sin bue med nogen gylne pile. deres efekt kunne ikke ses i dagslys. hun havde ikke set skygge i nu. hun tog en dyb indånding og løb ind genem flimmeret.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 14:34:08 GMT 1
Måne smiler træt og får fat i Jay hånd og trækker til så han kommer ind i De Dødes Land. Så gyser hun og nyser hurtig, da hendes krop i de levende live er dækket af frost. "Velkommen til døden.." Ler Måne til Jay og går roligt ud i floden som er den eneste farve som findes, selv Jay er grå i det og jorden. Floden er mørk men man ved det er blåt, som et indstinkt. Floden bruser med det samme op når den mærker Måne gå ned i den. Vandet går Måne til livet "Hold godt fast, for strømmen er stærk.." Smiler Måne og holder en hånd frem
|
|
jay
Tjener
Pendragon
Posts: 281
|
Post by jay on Sept 18, 2006 14:39:53 GMT 1
Jay kigger rundt i denne underlige verden. men følger efter måne som var gået ud i vandet og tog fat i hendes hånd og blev rykket noget med strømmen og blev overrasket over hvor stærk strømmen var han stoppede og kiggede på måne "døden... det er da godt nok en trist verden" han kigger rundt på alt de grå og på sig selv som også var blevet gråli
|
|
|
Post by Memory, 306. on Sept 18, 2006 14:41:07 GMT 1
Duggen fra vandfaldet, trak i Gerard, men det påvirkede ham ikke synligt. Han stod blot som hypnotiseret, og spejdede ud over floden. Dens skønhed, blev kun overgået af dens hypnotiserende farlighed, som bare trak, rent psykisk. Det lysløse skrig, skær i hans sjæl. De flænsede ham op indvendigt, men han trak stadigvæk ikke en mine. Selvom han så kold og hård ud udenpå. Skreg han af smerte indvendigt.
|
|
|
Post by Shade on Sept 18, 2006 14:43:06 GMT 1
hendes pile begynte at lyse. skæret var hvidt men spredte sig rundt omkring. hun snorede rundt om sig selv for at få overblik over tingene. alle skrigene og hvinene var som et ekko. det lød som en dinosaurer men der var ikke andet levende en.....ja der var kort sagt intet levende der inde.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 14:46:34 GMT 1
Måne smiler kort til ham og trækker ham videre mod vandfaldet. "Verden er meget trist ja... " Måne sukker lydløst og bevæger sig sikkert gennem vandet, mens inden i er hun ved at skrige af nervøsitatet. Hun hadede denne verden. "Du skal se noget jeg har opdaget.." Næsten hvisker Måne og trækker videre med Jay til vanfaldet som næsten overdøver alle skrigene
|
|
jay
Tjener
Pendragon
Posts: 281
|
Post by jay on Sept 18, 2006 14:51:34 GMT 1
Jay lod sig blive hevet med over til vandfaldet som rungede for hans ører. "hvad skal du dog vise mig her... det ser da ikke ud som om man skal komme for tæt på kanten" han ser lidt bange ned over kanten hvis måne ville kunne hun give slip på ham og han ville falde hjælpeløst ned langs vandfaldet. han kigger på måne igen spørgende for at få at vide hvad det var hun ville vise ham
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 14:58:57 GMT 1
Måne smiler undskyldene, hun glemmer altid at sige højt hvad hun tænker og nogle gange så siger altid hvad hun tænker, som heller er godt. "Jeg har tænkt mig at få afklaret mine profitier... Og til det skal jeg bruge nogle hjælpere.." Smiler Måne stort og traver mod breden hvor en tåge er så tyk man ikke kan se længere end en hånd fra ansigtet. "Der sker der intet bare du holder dig i nærheden.. faktisk skal jeg bruge to personer.." Måne tøver ved kanten og ser sig omkring
|
|
|
Post by Shade on Sept 18, 2006 15:00:49 GMT 1
Rakkel trådte nu op på bredden i den anden side. skrigene var nu lette at fortolke: Vend om mens du stadig kan!!...det var hun nu vandt til. hun travede længere ind i mørket der kun blev oplyst af hendes pile. frosten lagde sig som dug i hendes hår og hvert af hendes skridt gav ekko og syntes at blive til flere....
|
|
jay
Tjener
Pendragon
Posts: 281
|
Post by jay on Sept 18, 2006 15:03:57 GMT 1
Jay kigger efter måne da hun forsvinder op på breden i tågen og hiver ham med sig. "okay men hvor vil du så finde en person til... det er jo ikke ligefrem fordi det vrimler med levende her" han kigger sig tilbage og kan ikke se floden mere det gør ham lidt urolig men han fortsætter alligevel med at stole på måne "hvor skal vi forresten hen..." han kigger rundt og úndrer sig over at hun kan finde vej i den tætte tåge han kunne kun lige skimte måne
|
|
|
Post by Memory, 306. on Sept 18, 2006 15:10:53 GMT 1
Gerard lukkede sine øjne, og lod langsomt skrigene overtage ham. Han gik koldt ned imod breden, og trådte ud i den iskolde flod. Han åbnede igen øjnene, og sukkede. Han så ud over floden, og vandfaldet. Han vidste at han ikke kunne modstå, men at han blev nød til det. Han lukkede igen øjnene, han ville lod skæbnen råde.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 15:23:37 GMT 1
Måne synker da hun mærker en velkendt følelse på benet og nægter at se ned. Hun vidste det var en hånd fra en død, måske et væsents legeme. Måne sank en klump i halsen og ryster lidt men går så hen til breden og kalder med høj stemme. "Gerard og Shade.." Råbte Måe højt og stak en hånd op gennem tågen og et lys fløj op at tågen så man kunne se hvor hun var i tågen, lyset blev i luften.
|
|