|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 21:49:57 GMT 1
Måne sætter sig tungt ned i vandet af udmattelse og klemmer en gang Mits hånd og sender Mits tilbage til de levenes verden med hendes sidste anstrengelser, så lagde hun sig ned og åndede nogle gange uden at kunne røre sig.. "For lidt energi.." Mumler Måne til sig selv og hun kunne mærke vandet begyndte at ændre retning lidt efter lidt, hun kunne snart ikke holde det mere
|
|
|
Post by xorin on Sept 18, 2006 21:52:02 GMT 1
Xorin føler at strømmen er ved at skift " nej nej nej " siger xorin desparat og sætter alle krafter ind på at komme op.
da Xorin når kanten kaster han sit reb med krogen i, som sætter sig i klippevægen.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 21:54:57 GMT 1
Måne smiler da han når at komme op og giver slip på kontrolen og strømmen ændre sig og tager hårdt fat i Måne og føre hende mod afgrunden mens hun ikke kan kæmpe imod.
|
|
|
Post by xorin on Sept 18, 2006 21:56:41 GMT 1
Xorin ser på kvinden " tak for hjælpen" siger Xorin med et smil og svinger sig på fast grund igen " ah herligt hvad er der skete her". Xorin ser sig rundt mener bestemt ikke at landskabet så sådan her nu før.
Xorin ser bagud "arghh" udbrøder Xorin og løber hen for at redde kvinden.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 22:02:56 GMT 1
Måne bliver redet og sukker irriteret, han var sløv denne her. "Tak..." Mumler Måne og prøver at hive sig selv op og stå ved at hanke sig op på ham. "Jeg skal bruge dig for at komme hjem og de andre hjem.." Siger Måne surt
|
|
|
Post by xorin on Sept 18, 2006 22:04:53 GMT 1
Xorin ser lidt forvirret på hende " ok hvad skal du helt præcidt bruge?"siger Xorin som ikke rigtig kan undlade at føle at han skylder sit liv til denne kvinde, midletidigt i hvertfald.
|
|
|
Post by Skaberen on Sept 18, 2006 22:09:37 GMT 1
Måne smiler træt til ham og lader en hånd berøre hans pande. "Din energi.." Hvisker Måne bare og tager alt hans energi, som alle de andre og konsentrere sig alt hun kan. Hun tager hans sjæl og Vals sjæl og Mits sjæl og hendes egen og føre dem gennem flimmeret til livet og ¨ånder lettet op. Hun vidste at alle nu var i de levenes live, dækket af isflager og forfrosninger i hele kroppen, men i god behold
|
|