Post by Skaberen on Sept 13, 2006 20:01:38 GMT 1
Gudinden, Morder jord.
Gudinden
Også kendt som Moder Jord.
Dette er en tro til præstinderne som til tilbede Gudinden for liv og legeme.
Gudinden er en kvinde med smukt langt mørkt hår og mørke øjne. Hendes magt er højest når månen står fuld og hendes tilbedere er for det meste mennesker eller Jægere.
Gudinden er en kvindelig skikkelse som står for:
Den nyelskelige barn som kommer fra sin moders mave og vræler for første gang.
”Det er blevet en datter..”
Jordmoderen i præstinde kåben som er mørke lilla smiler ned til den nybagte moder og overbringer barnet som hun har mødt sin pande med.
”hun besidder synet.. gaven..”
Smiler Præstinden og den nybagte moder tager imod barnet og ser ned på mørke øjne som natten stirre op på hende
”Hun er af fe slægt..”
Hvisker den nybagte moder og smiler ned til hendes barn
”Og hun er berørt at Gudinden…”
Hvisker Præstinden tilbage og viser barnets pande hvor en halvmåne kan ses, moderen knuger barnet ind til sig og kysser den på panden.
Den Visse Kone.
En Præstinde står i et følge med et tørklæde som dække hendes mund som smiler tilfreds og hendes mørke øjne som stirre frem for sig, kongen sidder i hans stol af purper og med guldkronen som pryder hans ansigt. Det er sjældent kongen viste sit ansigt i folkemængden og rygter havde spiret om kongens for tidlige død, men dem manede hans præster til jorden, de kloge Kristne som prøver at holde styr på jorden omkring dem. Præstindens smil bliver længere og hun slår øjne ned til gulvet, de andres præstinders kåber, blå og sorte så de kan blive forvekslet med de næsvise kristnes nonner, men de skulle tro om igen. Præstindens følger var ifølge med cirka 7 præstinder i alt og to druider. De gik majstateligt mod kongen og mange gispede af deres forsøg på at få ord hos kongen, men hun, denne ene præstinde havde fået et syn fra Gudinden at dette var dagen og hun skulle føre ordet til kongens øre og rede præstindernes liv. Følget stoppede til trapperne op til kongen og følget slog en lille vej imellem dem til Præstinden hvis øjne igen søgte kongen, kongen havde mistet interessen for hans druer og så nu på præstinderne, og præstinden med tørklædet. Hans blik var gennemborende og Præstinden havde lyst at flygte, men hun lukkede øjne og bedte lydløst til gudinden og blev velsignet af gudinden og gudinden selv kom ned og vogtede over Præstinden som tog de adskillige skridt op til kongen, præstinden kunne se i kongens øjne hendes udseende. Hendes skikkelse var badet i lys og hendes øjne var mørke, ikke hendes egne brune. Hendes skikkelse var rank og var hun vokset? Præstinden sank en klump og var oppe på kongens plan, noget som ingen har tudet før og hun mødte uden frygt kongens øjne.
”Jeg er trådt i dit nærvær for at sprede et budskab, jeg gudinden vil fortælle dig om din dom. Inden for to dage vil din søn, som din dronning i dette øjeblik besidder dø i hendes mave og landet vil lide som en ufrugtbar moder. Kun ved at overlade barnet til os, kan vi rede dette liv.. Jeg er Gudinden og alle guder er en så i har intet at frygte.”
Præstindens stemme var rolig og ikke specielt høj, men hurtig blev snakket sænket og selv kongen kunne ikke tage øjne fra præstinden. Kongen nikkede sin godkendelse uden nogle indsigelser og gudinden forsvandt fra præstinden. Præstinden glippede nogle gange med øjne og hun ventede på et eller andet, men det kom aldrig og hun mærkede den velkendte følelse af mørket som kom og omslugte hende, dette var prisen for at få gudinden ned i en. Dette er min velsignelse og meningen med mit liv, at sige dette til kongen og få ham til at indse.
Gudinden er også døden.
En skikkelse ligger i vandet, hun er ved at dø kan hun mærke i hele sin krop og hendes lunger skriger efter luft. Men hun er for udmattet og ser ingen grund, enten dør hun af blodmangel eller også luftmangel og ingen kan hjælpe hende, hun frygter døden og har altid gjort, hun har hørt fra præsterne i hendes landsby at hun skal i helvede. Hun har syndet, hun er jo en kvinde. Kvinden bær alt synden på hendes skuldre og hun er kun til besvær, så hun ønskede ikke at dø, men heller at begynde at leve igen, med påmindelsen om hendes krop som er blevet misbrugt og unyttet. Hun ville ikke kunne bære det på hendes unge skuldre, hun havde født hendes mand et barn, og han faldt ikke i hendes smag mere, nu havde han andre og han havde sendt hendes eneste søn af sted til krig. Hun havde intet at vende tilbage til, ingen søn og ingen mand som elskede hende som før i tiden. Hendes legeme var brugt og hendes sind var udkørt af præsternes snak. Hun ønskede at komme til himlen, men frygten for at komme i helvede holdt hende til livet som en slyngplante.
Plasken, var det fødder, bare fødder og en lilla kåbe. Hun huskede engang sådanne en person og huskede hendes moders ord som sad inde i hendes hjerne, præstinderne fra den hellige sø af Gudinden. Kvinden sank en klump og begyndte at miste bevidstheden, hun kunne ikke se nærmere på præstinden men vidste hendes udseende, da de alle lignede hinanden. En kåbe, blå lilla eller hvid som de øverste og et blåligt mærke i panden, en halvmåne og mørke dybe øjne, så smukke og så kloge. På en eller anden måde muntrede det kvinden op inden i og hun løftede sig lidt og væltede om på ryggen for at se op i et gammelt ansigt med de kloge øjne og en hvid præstekåbe. Jo en præstinde. Præstinden satte sig ned ved siden at kvinden og tog hende ind til sig som et barn, kvinden kunne lide denne følelse og smilte med de sidste kræfter. Præstinden duftede som sin moders køkken og den specielle duft af vanilje som altid fang i hendes hår. Kvinden så op og kvinden sagde blidt ned i hendes øre da hun havde kysset kvinden på panden.
”Bare rolig.. Gudinden vil passe på dig, alt liv stammer fra hende og alt vil komme tilbage til hende. Hun har skabt alt og du har givet det eneste hun ønskede af dig, nemlig et barn som er det største offer man kan give gudinden.. du er velkommen i hendes arme nu..”
præstindens stemme begyndte at forsvinde og et mørke omfavnede kvinden som lå i præstindens arme. Hun var død og præstinden smilede ned til hende.
Gudinden
Også kendt som Moder Jord.
Dette er en tro til præstinderne som til tilbede Gudinden for liv og legeme.
Gudinden er en kvinde med smukt langt mørkt hår og mørke øjne. Hendes magt er højest når månen står fuld og hendes tilbedere er for det meste mennesker eller Jægere.
Gudinden er en kvindelig skikkelse som står for:
Den nyelskelige barn som kommer fra sin moders mave og vræler for første gang.
”Det er blevet en datter..”
Jordmoderen i præstinde kåben som er mørke lilla smiler ned til den nybagte moder og overbringer barnet som hun har mødt sin pande med.
”hun besidder synet.. gaven..”
Smiler Præstinden og den nybagte moder tager imod barnet og ser ned på mørke øjne som natten stirre op på hende
”Hun er af fe slægt..”
Hvisker den nybagte moder og smiler ned til hendes barn
”Og hun er berørt at Gudinden…”
Hvisker Præstinden tilbage og viser barnets pande hvor en halvmåne kan ses, moderen knuger barnet ind til sig og kysser den på panden.
Den Visse Kone.
En Præstinde står i et følge med et tørklæde som dække hendes mund som smiler tilfreds og hendes mørke øjne som stirre frem for sig, kongen sidder i hans stol af purper og med guldkronen som pryder hans ansigt. Det er sjældent kongen viste sit ansigt i folkemængden og rygter havde spiret om kongens for tidlige død, men dem manede hans præster til jorden, de kloge Kristne som prøver at holde styr på jorden omkring dem. Præstindens smil bliver længere og hun slår øjne ned til gulvet, de andres præstinders kåber, blå og sorte så de kan blive forvekslet med de næsvise kristnes nonner, men de skulle tro om igen. Præstindens følger var ifølge med cirka 7 præstinder i alt og to druider. De gik majstateligt mod kongen og mange gispede af deres forsøg på at få ord hos kongen, men hun, denne ene præstinde havde fået et syn fra Gudinden at dette var dagen og hun skulle føre ordet til kongens øre og rede præstindernes liv. Følget stoppede til trapperne op til kongen og følget slog en lille vej imellem dem til Præstinden hvis øjne igen søgte kongen, kongen havde mistet interessen for hans druer og så nu på præstinderne, og præstinden med tørklædet. Hans blik var gennemborende og Præstinden havde lyst at flygte, men hun lukkede øjne og bedte lydløst til gudinden og blev velsignet af gudinden og gudinden selv kom ned og vogtede over Præstinden som tog de adskillige skridt op til kongen, præstinden kunne se i kongens øjne hendes udseende. Hendes skikkelse var badet i lys og hendes øjne var mørke, ikke hendes egne brune. Hendes skikkelse var rank og var hun vokset? Præstinden sank en klump og var oppe på kongens plan, noget som ingen har tudet før og hun mødte uden frygt kongens øjne.
”Jeg er trådt i dit nærvær for at sprede et budskab, jeg gudinden vil fortælle dig om din dom. Inden for to dage vil din søn, som din dronning i dette øjeblik besidder dø i hendes mave og landet vil lide som en ufrugtbar moder. Kun ved at overlade barnet til os, kan vi rede dette liv.. Jeg er Gudinden og alle guder er en så i har intet at frygte.”
Præstindens stemme var rolig og ikke specielt høj, men hurtig blev snakket sænket og selv kongen kunne ikke tage øjne fra præstinden. Kongen nikkede sin godkendelse uden nogle indsigelser og gudinden forsvandt fra præstinden. Præstinden glippede nogle gange med øjne og hun ventede på et eller andet, men det kom aldrig og hun mærkede den velkendte følelse af mørket som kom og omslugte hende, dette var prisen for at få gudinden ned i en. Dette er min velsignelse og meningen med mit liv, at sige dette til kongen og få ham til at indse.
Gudinden er også døden.
En skikkelse ligger i vandet, hun er ved at dø kan hun mærke i hele sin krop og hendes lunger skriger efter luft. Men hun er for udmattet og ser ingen grund, enten dør hun af blodmangel eller også luftmangel og ingen kan hjælpe hende, hun frygter døden og har altid gjort, hun har hørt fra præsterne i hendes landsby at hun skal i helvede. Hun har syndet, hun er jo en kvinde. Kvinden bær alt synden på hendes skuldre og hun er kun til besvær, så hun ønskede ikke at dø, men heller at begynde at leve igen, med påmindelsen om hendes krop som er blevet misbrugt og unyttet. Hun ville ikke kunne bære det på hendes unge skuldre, hun havde født hendes mand et barn, og han faldt ikke i hendes smag mere, nu havde han andre og han havde sendt hendes eneste søn af sted til krig. Hun havde intet at vende tilbage til, ingen søn og ingen mand som elskede hende som før i tiden. Hendes legeme var brugt og hendes sind var udkørt af præsternes snak. Hun ønskede at komme til himlen, men frygten for at komme i helvede holdt hende til livet som en slyngplante.
Plasken, var det fødder, bare fødder og en lilla kåbe. Hun huskede engang sådanne en person og huskede hendes moders ord som sad inde i hendes hjerne, præstinderne fra den hellige sø af Gudinden. Kvinden sank en klump og begyndte at miste bevidstheden, hun kunne ikke se nærmere på præstinden men vidste hendes udseende, da de alle lignede hinanden. En kåbe, blå lilla eller hvid som de øverste og et blåligt mærke i panden, en halvmåne og mørke dybe øjne, så smukke og så kloge. På en eller anden måde muntrede det kvinden op inden i og hun løftede sig lidt og væltede om på ryggen for at se op i et gammelt ansigt med de kloge øjne og en hvid præstekåbe. Jo en præstinde. Præstinden satte sig ned ved siden at kvinden og tog hende ind til sig som et barn, kvinden kunne lide denne følelse og smilte med de sidste kræfter. Præstinden duftede som sin moders køkken og den specielle duft af vanilje som altid fang i hendes hår. Kvinden så op og kvinden sagde blidt ned i hendes øre da hun havde kysset kvinden på panden.
”Bare rolig.. Gudinden vil passe på dig, alt liv stammer fra hende og alt vil komme tilbage til hende. Hun har skabt alt og du har givet det eneste hun ønskede af dig, nemlig et barn som er det største offer man kan give gudinden.. du er velkommen i hendes arme nu..”
præstindens stemme begyndte at forsvinde og et mørke omfavnede kvinden som lå i præstindens arme. Hun var død og præstinden smilede ned til hende.
