Post by Skaberen on Sept 13, 2006 20:02:24 GMT 1
Månebarnet Alt
Fortællingen om Månebarnet.
Denne fortolkning stater for millioner og billioner af år siden, så mange at et menneskeligt sind aldrig ville kunne forstå betydningen og en gio mere end andre kan tænke sig til. Det var dengang verden var tom og et intethed herskede, men som intetheden er, findes der altid en modsætning til denne tomhed og månebarnet blev skabt. Men dengang blev månebarnet ikke kaldt for dette navn, men for Alt. Alt var et væsen, det åndede ikke og hjertet bankede ikke i dens krop, men kroppen levede og gjorde sin herskers bud, nogle kaldte Alt en stjerne. Alt lyste, lyste over Ingentingen og alt andet, men der var intet at spejle sig i og Alt blev ked af det og græd. Alt græd med lysende tåre som blev til stjerner ligesom Alt, men de var anderledes, de besad intet liv og ingen tanker og Alt blev skræmt. Alt prøvede at lokke stjernerne til at snakke, tale og le sammen med Alt, men de forblev stumme og døve og skinnede bare som en hån mod Alt. Alt blev forfærdet over hans skabninger og Ingentingen væmmedes ved der var mere liv i dens Ingenting, så for at skabe en modbevægelse, skabte den planter som ikke lyste og som kunne tale, snakke og le. Alt blev glad igen og elskede disse ting, dog var det Ingentingen som herskede over dem og Ingentingen lod hån af Alts forsøg på at lokke planterne til sig da de ikke ville lystre ham. Alt blev rasende og skød lyn med øjne mod planeterne og nogle af dem knustes til mange stykke, mens andre lyn ramte planterne og bevarede lynet inden i sig som en varm plet. Ingentingen så denne gerning og blev rasende, nu skulle den igen skabe en modbevægelse og skabte vandet som overfyldte planterne på dem som bevarede lynene og slukkede ildebrandene. Alts fascination blev igen tændt og Alt begyndte at forstille sig sin egen verden og delte sig i to hvor den anden del blev forvandlet til Alts tanker, en verden som var gold og hvid og blå. Månen.
Alt blev sur og satte sig på sin Måne som han sjovt nok døbte Månen og satte sig i kredsløb rundt om planeterne som for at vogte over dem som deres beskyttere, hvis Alt ikke selv blev deres herre skulle heller ingen gøre det.
Ingentingen sukkede igen højlydt da Alt nu havde skabt en gold planet for Alt selv og skabte derfor liv på en anden planet, som ikke var lysene, som en modsætning til Alt og Alts Måne.
Alt så fascineret til da mennesket blev skabt og mennesket så op og fandt månen om aften og solen om dagen som er Alt i sin lysene skikkelse uden månen. Alt bevogter stadig over jorden som er der hvor Ingnetingen skabte mennesket og efterhånden Vampyrerne som var Månebarnet skabninger og Varulven som var Ingentingens skabning som en modsætning på Vampyrernes koldhed og vampyrernes kolde fornuft. Varulven en skabning med ild i blodet og et flammende had til Månebarnet som giver Vampyrene liv.
Fortællingen om Månebarnet.
Denne fortolkning stater for millioner og billioner af år siden, så mange at et menneskeligt sind aldrig ville kunne forstå betydningen og en gio mere end andre kan tænke sig til. Det var dengang verden var tom og et intethed herskede, men som intetheden er, findes der altid en modsætning til denne tomhed og månebarnet blev skabt. Men dengang blev månebarnet ikke kaldt for dette navn, men for Alt. Alt var et væsen, det åndede ikke og hjertet bankede ikke i dens krop, men kroppen levede og gjorde sin herskers bud, nogle kaldte Alt en stjerne. Alt lyste, lyste over Ingentingen og alt andet, men der var intet at spejle sig i og Alt blev ked af det og græd. Alt græd med lysende tåre som blev til stjerner ligesom Alt, men de var anderledes, de besad intet liv og ingen tanker og Alt blev skræmt. Alt prøvede at lokke stjernerne til at snakke, tale og le sammen med Alt, men de forblev stumme og døve og skinnede bare som en hån mod Alt. Alt blev forfærdet over hans skabninger og Ingentingen væmmedes ved der var mere liv i dens Ingenting, så for at skabe en modbevægelse, skabte den planter som ikke lyste og som kunne tale, snakke og le. Alt blev glad igen og elskede disse ting, dog var det Ingentingen som herskede over dem og Ingentingen lod hån af Alts forsøg på at lokke planterne til sig da de ikke ville lystre ham. Alt blev rasende og skød lyn med øjne mod planeterne og nogle af dem knustes til mange stykke, mens andre lyn ramte planterne og bevarede lynet inden i sig som en varm plet. Ingentingen så denne gerning og blev rasende, nu skulle den igen skabe en modbevægelse og skabte vandet som overfyldte planterne på dem som bevarede lynene og slukkede ildebrandene. Alts fascination blev igen tændt og Alt begyndte at forstille sig sin egen verden og delte sig i to hvor den anden del blev forvandlet til Alts tanker, en verden som var gold og hvid og blå. Månen.
Alt blev sur og satte sig på sin Måne som han sjovt nok døbte Månen og satte sig i kredsløb rundt om planeterne som for at vogte over dem som deres beskyttere, hvis Alt ikke selv blev deres herre skulle heller ingen gøre det.
Ingentingen sukkede igen højlydt da Alt nu havde skabt en gold planet for Alt selv og skabte derfor liv på en anden planet, som ikke var lysene, som en modsætning til Alt og Alts Måne.
Alt så fascineret til da mennesket blev skabt og mennesket så op og fandt månen om aften og solen om dagen som er Alt i sin lysene skikkelse uden månen. Alt bevogter stadig over jorden som er der hvor Ingnetingen skabte mennesket og efterhånden Vampyrerne som var Månebarnet skabninger og Varulven som var Ingentingens skabning som en modsætning på Vampyrernes koldhed og vampyrernes kolde fornuft. Varulven en skabning med ild i blodet og et flammende had til Månebarnet som giver Vampyrene liv.
