Frisk..

[Elina]

Vinden var som altid hård her ved havet, og idag var bestemt ingen undtagelse. Den bragte et koldt men friskt pust med sig, og for nogen der havde opholdt sig længe i den dunkle skov, var det at komme herud, som at vågne fra en alt for lang drøm.
Elina så sig lidt om, og sørgede for at holde håret fast bag hovedet. Det var næsten ikke til at holde styr på, og hun gav hurtigt op.
Hendes blik fulgte de høje bølger, og fuglene på vandet, der kæmpede en kamp om at blive i vandoverfladen.
Et par dråber af det blå ramte hendes kind, og hun vågnede fra sine tanker.

[Skaberen]

Måne vågnede af hendes døs. Hun var igen overtaget af hendes syn som hun havde tideligere på dagen. Synes var altid så tåget, men Måne vidste ikke om hun overhoved ville se det klart. Selv nu mærkede hun frygten, sorgen og hadet.
moder... hvem du end er.. hjælp mig... beskyt mig mod mig selv..
Måne smilte af hendes egne ord og tilføjede.
og verden mod mig..
Måne var denne dag klædt i hvidt, som ikke var så vidst nu da hun sad på sandet og salt var klæbrigt for enden. Hun havde svømmet i kjolen. Hendes brune lokker var livrige som slanger og hendes isblå øjne lukkede.

[Elina]

Elina fik en underlig fornemmelse, som var hun ikke alene mere. Som var der nogen, der holdt øje med hende. Hun så sig bagud, hvor hun var kommet fra, men der var intet, og hun prøvede at fortælle sig selv, det bare var indbildning. Men som hun drejede hovedet, fik hun øje på pigen i sandet.
Havde hun ikke set hende før ? Hun var ikke sikker, men der var vidst noget over hende. Noget der skræmte hende en lille smule, uden hun viste det.

[Skaberen]

Måne åbner øjne pludselig og hendes øjne er komplet hvide. Som var hun blind. Men Måne så sit syn igen og kom ingen vejne, til eller fra så forblev det tåget. Måne sukkede tungt og rystede på hoved så hendes isblå øjne så hen mod Elina uden hun havde opdaget hende. Måske passede hendes moder efter hende? Måne rystede på hoved af sig selv og et hånligt smil dukkede op. Før, hos den nye pige, følte hun sig gammel. Nu føler hun sig ung og lille pigeagtig. Som tiden dog kan forandre en, sammen med selvskabet.
hej...
Sagde Måne bare til damen og lagde hurtig mærke til hendes kulør var hvid, vampyr.

[Elina]

Elina så undrende på pigen. Der var noget fuldstændigt galt med hende..! Det måtte der være!
"..Hej" Svarede hun endeligt. Hun var ikke bange, men hun stolede heller ikke på hende. I det hele taget stolede hun ikke rigtigt på andre end Reaper, hendes datter og så hendes læremester. Ved tanken om hendes mester, strøg hun diskret sit hår ind over tegnet i sin pande.
Hun smilede til pigen, et lettere falsk smil dog. Men hun var høflig.

[Skaberen]

Måne løftede et øjenbryn og undrede sig over hvor Elinas hovenhed var blevet af, hun plejede altid være så hoverende. Og ville altid unde chancen til at få blod.
er der noget galt Elina?
Spurgte Måne og strøg blikket mod vandet mens hun overvejede om hun selv kunne svare på dette spørgsmål. Men droppede hurtig svaret, som altid ville være nej. Måne så igen mod Elina og rystede på hoved og skjulte en gaben, for at dække over hendes hvide øjne da synet kom tilbage. Da synet gik væk igen havde Måne kolosalt hovedpine, mens hun kiggede på Elina med isblå øjne

[Elina]

Elina rystede langsomt på hovedet. Lyden af pigens stemme fik hende til at huske, og hun undrede sig ikke længe over hun kendte hendes navn. Og heller ikke pigens underlige opførsel, sådan var hun vidst bare.
Hun gik mod Måne, de kendte jo trods alt hinanden lidt.
Da hun nåede tættere på hende, kastede hun sig ned i sandet ved siden af Måne, og så bare på hende.
"..Er der noget galt med dig?" Spurgte hun, og bemærkede atter hendes øjne.

[Skaberen]

godt ord igen...
Svarede Måne undvigende og så igen mod havet.
du kunne ikke genkende mig?
Det var halvt en konstantering, halvt et spørgsmål. Måne gned sig i tendingerne da hendes hovedpine dunkede voldsomt og sagde imens.
Lang tid siden jeg har set Val og dig sammen.. med val mener jeg reaper...
Måne gabte igen og holdt blikket på vandet hvor hendes blik blev fjernt

[Elina]

Elina så bare undersøgende på Måne. Der var noget galt med hende, hun vidste det. Men hun sagde intet, hun rystede bare langsomt og sløvt på hovedet.
"..Nah, du plejer at være mere sort i det.." Svarede hun mumlende, og hentød til hendes lyse kjole. Det havde før kun været Elina, der var så upraktisk klædt på.
Hendes undersøgende blik gled videre rundt om Måne, og fandt hendes oppakning, mens Måne kom med endnu et spørgsmål. Elinas mave snakkede svagt, og tanken om mad brændte i hende. Hun blev nærværende.
"Reaper.. Val.." Mumlede Elina stille, hun havde aldrig kaldt ham andet end Reaper. Hun havde aldrig hørt ham omtalt andet, og han kaldte kun sig selv Reaper, "..Han er i byen et sted, han passer på min datter, mens jeg er ude at finde noget mad.." Sluttede hun, og hendes blik hvilede på hendes mave, der larmede igen. Hun sukkede irriteret, og lagde hånden over den, så man tydeligt kunne se hvor tynd hun var blevet.

[Skaberen]

Måne løftede et øjenbryn og en pludselig vind fejede gennem hendes hår som et fnys.
Men Elina.. du har ikke født..
Måne havde hvertflad ikke hørt om det, heller at Val nogle sinde ville passe på en dum møgunge. Månes mave trak sig kraftigt tilbage. Val og Elina og barn. *gys*
du mener ungen Val hjælp ud fra heksen?
Spurgte Måne for at komme væk fra hendes tanker, hun ville ikke videre i den tankegang.

[Elina]

Elinas blik fejede ud over havet, og hun sukkede tungt. Hun ville ønske det barn havde været hendes eget, og Reapers, men på den anden side kunne det have sparet hende for meget, hvis hun aldrig havde fundet det. For det var sådan det var havnet i hendes varetægt.
"..Nej.." Svarede Elina endelig, og foldede hænderne i skøddet.
"Jeg fandt hende i skoven - eller, det vil sige; jeg mødte en kvinde, der kastede barnet fra sig inden hun forsvandt i mørket.." Fortalte hun mere uddybende.
Vinden tog fat i dem igen, og Elinas hår hvirvlede op, og skjulte ikke længere det blodrøde tegn i hendes pande.

[Skaberen]

Månes løftede øjenbryn blev igen normal og takkede guderne og alle tings væsen for at det ikke var det mærkelige pigebarn. *gys* og det heller var Val's.
du er forandret meget fra dengang vi først mødtes Elina...
Ikke et spørgsmål, bare en konstantering. Selv nu havde Måne friske erendringer af Elina som kom nøgen op af vandet og prøvede at forlede Pendragon som hed Jay og Val. Og Jay som rødmede, samt Val som hadede vampyr så meget at han blev stædigt ved at se på hende. et blik kan forandre meget.
måske har du et hjerte, selvom det ikke banker, siden du tog dig af barnet.. og Val..

[Elina]

Elina så på Måne igen, og rystede på hovedet.
"..vi har vel alle drømme.." Svarede hun, uden at vide helt hvad hun selv egentlig mente. Hun følte sig splittet, hun kunne vælge den lille familie med Reaper og barnet, som hun jo aldrig havde været i nærheden af før. Men hun ville også gerne være Elina, hende der søgte sin elskede families hævn altid.
Hun sukkede.
"Jeg er ikke med vampyrens lyster mere.." Hviskede hun, og så på sine hænder. Selv de var blevet helt tynde at se på, "Du har vel ikke noget mad?" Bad hun.

[Skaberen]

Måne kneb øjne sammen da synet kom tilbage og åbnede dem igen da hendes øjne blev normale, hendes hovedpine var blevet værre igen. Måne gned sig i øjne og tænkte sig om.
spørgsmålet er, hvilket slags mad jeg skal tilbyde..
Svarede Måne gådefulgt og smørrede hendes ærme op og vidste hendes blege hud hvor blodårende tydeligt kunne ses

[Elina]

Elina rystede på hovedet af Måne, og skubbede blidt hendes hånd fra sig.
"Jeg har svoret aldrig at drikke blod af et menneske igen.." Forklarede hun hurtigt, og så hende i øjnene.
"..men måske lidt brød?" Ordet lå stadig helt underligt i hendes mund, for mad for hende havde altid bare været blod. Menneskenes livsnødvendige røde guld.
Ikke engang tanken om blodet, eller synet af Månes blodårer, der stod så tydeligt, kunne finde Elinas blodtørst frem igen. Det var en slags forbandelse.
Men Elina kunne ikke huske smagen mere, og hun kunne ikke huske om det var bedre end dødeligt føde, hun vidste bare, at dødeligt føde smagte hæsligt!